Tag Archive: tanker

26. januar 2014

Om fattalk

Så sent som i torsdags sagde en af pigerne fra min klasse til mig: “Se hende der. Hun burde ikke have den trøje på – hendes mave buler ud. Klamt”

I bund og grund handler fattalk ikke kun om hvordan man omtaler andre. Fattalk er i bund og grund også, at man skal tale til sig selv, som man ville tale til alle andre. Jeg ved ikke hvor tit jeg har kigget mig i spejlet, vendt siden til, vendt den anden side til, vendt mig om – og har været ked af den måde, som jeg så ud på. At jeg godt kunne bruge nogle tyndere lår. At min mave buler ud osv. Men helt ærligt. Jo flere kilo jeg har tabt mig, jo mere er det gået op for mig, at det hele handler om hvordan ens tankegang er sat op; du bliver simpelthen nødt til at elske dig selv, elske dine tykke lår og generelt elske alle de fejl, som du mener du har, ellers så kommer du altså ikke videre!

Fattalk er ikke kun når man går forbi en 130+ kg dame og tænker “wow!” – Fattalk er også når du dømmer dig selv og din krop, fordi den ikke er perfekt. Fattalk er når du hidser dig op over dine mormorarme, dine strækmærker, dine love handles osv. Vi bliver simpelthen nødt til at stoppe det. Vi bliver nødt til at stoppe det og indse, at det alt sammen lægger i vores hoved. Du kan sagtens veje  meget og udstråle selvtillid. – Det kan du! Og derfor skal du ikke dømmes.

Jeg har endnu ikke en BMI, som ligger inden for normalen – men det er tæt på. Alligevel, så synes jeg stadigvæk at jeg er skide sej, skide sød og skide pæn. Ja, jeg sagde det. For, som Anna skriver på sin blog, så hellere selvglad end selvhad! Selvhad kommer du ganske simpelt ingen vej med. Selvhad kan ikke hjælpe dig til at få det bedre. Selvhad kan ikke få dig til at elske dig selv!

Så husk at elsk dig selv! Du er skide pæn! Only the sky is the limit!

leneskamera 166

 

31. december 2013

Status på år 2013

DSC_0857

December har været en måned, som bare er fløjet forbi. Jeg har nærmest ikke haft ét øjebliks fred og ro, fordi der har været så mange ting at skulle se til. Derfor kan jeg ikke fatte, at der nu er få timer til at vi alle sammen kan springe ned fra stolen, og direkte ind i år 2014!

Året 2013 har været mit år. Modsat alle de andre år så har 2013 været det år, hvor jeg ikke havde sat mig et vægttabs-nytårsfortsæt. Derimod gik jeg ind i 2013 fast besluttet på at ændre mine dårlige vaner, og få det ud af livet, som jeg ville. Det lyder måske som ret store ord, men det var sådan jeg havde det. Min vægt har altid på et eller andet punkt holdt mig tilbage, og jeg fik endelig fast besluttet mig til at tage tyren ved hornene. Det resulterede så i at jeg i dag kan gå på vægten 20 kg lettere end for ét år siden.

2013 var mit år. Her gjorde jeg mig selv en gevaldig tjeneste, jeg satte mig mål og jeg nåede dem. Derfor er jeg på en måde skræmt af 2014, når året inden var så godt et år for mig. På den anden side er jeg også helt vildt spændt på det nye år! Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå mig, og om jeg får lige så mange mål og drømme realiseret. Om ikke andet så står det nye år på masser af store dage for mig; min 20-års fødselsdag, student, studenteruge osv. Der bliver nok at se til! Så når jeg i aften kl. 00.00 springer ned af stolen og ind i det nye år, så springer jeg ind i et nyt år fyldt med udfordringer, nye mål og masser af nye træningsoplevelser!

Om et år vil jeg igen gøre status på året 2014, hertil vil jeg stille mig selv disse spørgsmål:

Hvad er status på mit vægttab? Hvilke op- og nedturer har jeg ramt? Hvilke store milepæle ramte jeg i 2014? Hvad var min største træningsoplevelse i 2014? Hvad med bloggen?

Hvad har dit år budt på?

Godt nytår! Håber jeres aften bliver fortryllende og at jeres drømme vil realiseres i det nye år! Tak!

 

 

24. december 2013

Glædelig Jul!

Hvor er det vildt, at det allerede er d. 24. december i dag! Kan ikke fatte at jeg virkelig sidder og ser Disney’s Juleshow med min søster, mens jeg kan dufte andestegen i ovnen. Elsker alt, hvad der har med jul at gøre. Er vild med at man bare hygger sig med sine nærmeste denne dag. Elsker at give gaver, og er så spændt på hvad folk siger til de gaver jeg har købt til dem.

På bloggefronten har det jo stået lidt stille eftersom min SRP tog det meste af min december. Havde ikke troet, at det ville tage så hårdt på en, men hold da op hvor var det sejt at komme igennem. Heldigvis er det slut nu, og jeg har fået afleveret de 28 sider, som min opgave kom til at fylde i alt. Thank God!
Jeg har lidt problemer med min host-side, som nogle gange blokerer min IP-adresse, men vil selvfølgelig blogge så meget jeg kan den næste tid. Nu har jeg jo endelig tid igen. Og har faktisk savnet det rigtig meget! Glæder mig til at vise jer mine træningsrelaterede julegaver (som jeg forestiller mig, at der er mange af!) og mange andre spændende indlæg, som jeg har planlagt!

I dag skal stå på familiehygge, gaveræs og ædegilde! Der er ingen tvivl om, at jeg er madglad. Jeg kan faktisk ikke vente til at skulle fylde maven med and og risalamande – og sovs! Jeg har ikke spist sovs én eneste gang i år, så i aften skal jeg sgu have sovs til min and og flæskesteg! Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over noget som helst. Det er kun jul én gang om året, og jeg ved, at jeg nok skal komme efter det senere hen!

Jeg vil ønske alle, som læser dette en rigtig glædelig jul! Må i få massevis af skønne gaver, kram og lækker mad i aften. Husk at nyd din familie og nyd den tid du har med dem! Julen er hjerternes fest! hunn

18. november 2013

Oh, miss Bradshaw..

carrie

Husk altid at påskønne dig selv, når du går igennem Tumblr for inspiration. Husk at påskønne din egen krop og alle dine fejl, når du ser én med en drømmekrop på stranden. Og husk altid at elske dig selv først, som miss Bradshaw så smukt siger det. Efter flere mislykkedes slankekure end jeg kan tælle, er det først nu gået op for mig, hvor vigtig disse ord egentlig er. De giver jo 100 procent mening: Du skal huske at elske dig selv først. Dette var i høj grad noget, som jeg ikke fuldt ud gjorde tidligere – har jeg fundet ud af nu. Jeg gik egentlig i en drømmeverden, hvor jeg troede at alt var iorden. Det kan jeg så se nu, at det langt fra var. Jeg har nu lært hvor vigtigt, det er at kunne gå rundt i en bikini uden af være ked af det, at kunne købe tøj i 3 størrelser mindre end normalt, at kunne løbe mere end 4 meter uden at blive forpustet osv. Jeg har brudt masser af grænser i år, og gjort en masse ting, jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, jeg nogensinde ville gøre. Fx var jeg på den populæreste strand i vores område i sommers med mine forældre. Dét har jeg ikke været i 3-5 år, tror jeg, fordi jeg altid har følt mig tyk og pinlig over min krop. Derudover var jeg i Alanya med min søde veninde, hvor jeg også viste bikinikroppen frem – uden overhoved at tænke over det. Jeg har løbet mine første to offentlige løb nogensinde, og planlægger store ting for 2014! Alle disse ting har jeg gjort i år – og jeg har nydt det! Det er de små sejre, som tæller – men for mig talte disse 3 ting altså dobbelt! Jeg er sgu skide stolt af mig selv!

Det, som jeg prøver at sige er, at det er så uhyre vigtigt at stoppe op – og reflektere over ens opfyldte og fremtidige mål. Man kan ikke bare sådan ændre sig med ét. Det tager lang tid, masser af hårdt arbejde – og så kræver det også styrke, en konsekvent tankegang og fantastiske støttere. Støttere er noget af det vigtigste, synes jeg!

Jeg minder hele tiden mig selv om, at jeg ikke har tabt for mig fordi jeg hadede mig selv – men fordi jeg elsker mig selv, og dermed ville jeg gøre noget som kunne gavne mig i nuet – men også i fremtiden. Før du kan ændre dig, må du elske dig selv og din krop, og vide at det som du gør, vil gavne dig resten af dit liv. Det er det hele værd! Så næste gang du føler dig utilpas i din krop, så husk på ordene: “Don’t forget to fall in love with youself first!”